marcello

Jeg gjorde noget dumt i dag. I, der kender mig, ved at jeg aldrig indrømmer en fejl. Derfor vil jeg skrive historien med Mogens Camre som hovedperson i stedet for mig:

Spanien har en frygtelig masse helligdage, og lørdag d. 8. december var en af dem. Mogens Camre kom til at sove rimelig længe, fordi han var gået alt for sent i seng dagen forinden. Efter at have spist, badet og taget rent tøj på, gik han ned på den lokale netcafé for at tjekke sin email og derefter ind for at handle – der var nemlig ingenting at spise derhjemme. Men hvad var nu det? Maxi Día, kvarterets lokalbutik, var lukket! Derfor begav Mogens Camre sig ud på en ca. 15 minutter lang gåtur for at komme til SuperCor, et døgnåbent supermarked. Der blev han mødt af rene gulve, hylder med orden, god belysning, nok med plads til at bevæge sig på og SKYHØJE PRISER! En buket broccoli koster ca. 15 cent i Maxi Día, mens den kostede ca. 2€ i SuperCor. Han var rimelig fortvivlet over at skulle lægge så mange penge for alting, men sagen var jo den, at han ikke rigtig havde noget at spise derhjemme, og butikkerne ville ikke åbne igen før mandag. Derfor besluttede han sig for kun at købe det allermest nødvendige og kun det, der var allerbilligst. Han fandt brød, bouillonterninger, grøntsagsblanding (han ville koge grøntsagssuppe til aftensmad), smøreost og tun. Han ville egentlig have købt yoghurt, men da han nåede køleren, hvor de var, var der noget, der sprang i øjnene på ham:

FRISK MÆLK!

Den langtidsholdbare mælk her er pakket i kartoner ligesom juicekartoner i Danmark, og står altid på hylder i butikken og altså ikke i køledisken. Den friske mælk, Mogens Camre fandt i SuperCor, var pakket i en Tetrapak ligesom i Danmark og stod i køledisken. Efter en måned i Spanien, hvor Arla Express ikke findes, hvorfor man er henlagt til at drikke langtidsholdbar mælk, der smager værre end Birthe Rønn-Hornbechs storetå, blev Mogens Camre overordentlig glad for endelig at finde frisk mælk. Derfor skyndte han sig at putte det i kurven, løb op til kassen, betalte 9€ for det hele og ærgrede sig, fordi det ville have kostet det halve i Maxi Día, løb direkte hjem, dels for at koge grøntsagssuppe, men allermest for at smage på en tår frisk fra koen. Da han endelig nåede lortelejligheden, som heldigvis var Pedrofri, flåede han varerne ud af indkøbsposen, tog det frem, han skulle bruge til grøntsagssuppen, gav sig til at skrælle gulerødder og kom pludselig i tanke om, at han havde henrykkelsen ved den friske mælks smagssymfonier stående i køleskabet uden at have drukket den endnu. Derfor smed han både gulerødder og kniv fra sig, rev et glas ud fra køkkenskabet, og lod utålmodigt den friske mælk dumpe ned i det. Med fryd tog han glasset op til munden, lugtede til det, der skulle gøre ham lykkelig for en stund og lod derefter den hvide drik ramme hans tunge i kaskader.

Aldrig i sit liv havde Mogens Camre været så skuffet. Han havde købt fordækt mælk. Til trods for den friskmælkslignende Tetrapak og at den blev opbevaret i køledisken, var mælken ikke andet end langtidsholdbar mælk. Mogens Camre var rædsomt ked af det, og mistede sin tro på, at han nogensinde skulle få frisk mælk i Spanien. Heldigvis er alle andre fødevarer i Spanien friske og af meget bedre kvalitet end størstedelen af fødevarerne i Danmark, og det holdt Mogens Camre glad lige indtil døren gik op og Pedro kom hjem. Uanset hvor meget man kan hade langtidsholdbar mælk, vil man altid hade Pedro mere.